Palmetorsdag

I dag kunne jeg tænke mig at være inden i en film. "Blue Velvet" eller "Wild at Heart" fx. Ja, selv "Det lille hus på prærien", faktisk. Jeg sidder i et rum, hvor der lugter af rådnende æbler. Ikke rådne æbler, men rådnende. Man kan ligefrem lugte, hvordan processen skrider frem, at det bare bliver værre og værre. Akkumulerer. En bananflue stiger op, den har gemt sig bag radiatoren.

Der er et eller andet med, at jo mere man kigger på sin telefon, jo mindre ringer den. Indimellem slukker jeg den, og så tænder jeg den igen, og så sker det faktisk, at der tikker en sms ind, som ellers ikke har kunnet finde vej. Det er meget mærkeligt, men det er grunden til, at jeg nogle gange tænder og slukker. Jeg kan godt finde på at gøre det to gange. Der er én, der ikke ringer for tiden, og jeg begriber ikke hvorfor. Til gengæld er der en anden, der lader høre fra sig til overflod. Netop ham har jeg altid ønsket mig at være i kontakt med, men nu hvor den endelig er der, kontakten, er den ikke så vigtig. Jeg svarer vredt fx, eller svarer slet ikke, for at få ham til at holde op, men indtil videre bliver han ved. Han skriver om meget ligegyldige ting, gad vide om de interesserer ham. Det kunne man håbe. Om vejret, små ting om livet, hvad man får hverdagen til at gå med, om noget nyt er sket, hvad med solen, hvad med skyerne, nu regner det. Måske jeg er glad for ham. Ellers ville hans ligegyldigheder nok ikke irritere mig. Jeg drømmer tit om ham. Senest om hans store, åbentstående mund, jeg har set på et billede taget i en bus. Den er meget erotisk. Sidst jeg lå på en solseng, forestillede jeg mig, at han rakte mig en stor stråhat og sagde noget tåbeligt og insisterede på at hente stærke drinks i strandbaren. "Du er så ung", ville jeg have sagt til ham. "Du ved ingenting om livet og dets alvorligheder". Jeg savner at ligge under en palme, mens en lille sortklædt mand peger på mig med et skydevåben.