Volvo Værelset

I morges, mens jeg tørrede hår, slog det mig, at alle smarte/delvist smarte/helt usmarte steder, hvor der høres musik, har navne sat sammen af et ord for noget, der driver noget frem/trækker noget ud + et lokale. Turbinehallerne, Saltlageret, Pumpehuset, Sukkerklubben, Gaz Station, Ridehuset. Mærkværdigt. Og endnu mere mærkværdigt, at Køkkenrullekælderen, Dieselgrotten, Volvo Værelset og Ellert Loftet stadig ikke er taget.

Coin collection

My uncle didn't leave me anything directly, but left everything to his best friend...bobby...who said we (my sister, my dad and i) could have whatever we wanted from his house.  I already asked/got an ok for his coin collection (me and charlie both collect, which i thought was a cute coincidence) and the pool table. i might ask for his suv too, since charlie backed into my car (the goofball)...but on the upside, now his insurance will pay us (me and mom) something for the car, which has damages exceeding the worth (this means that the insurance can pay mom for the car, i will own a busted trunk vehicle (that runs fine but looks halfway like a sardine can) and might get a bit extra (if they offer more than i already owe mom (i was purchasing the car from her)....funny, how life takes unexpected twists...


Alexandra, United States.

Duen; en depressiv fugl.

Okay, her er det endelige bevis på, at fugle, særligt duer, er fucked up. I månedsvis har en halvtyk og meget sløv due siddet på min vens altan. "Uhuu, uhuu", har den sagt og "brrrrrddd, bdrrrrrd". Nu er denne dukke med en snor om halsen så hængt op i hans æbletræ, og duen har fundet en anden at genere. Dér blev det for uhyggeligt for hr. Due. Men altså; hvad fuck tror den selv? Hvad er det for en verden, man lever i, hvis man tror, at dukker er suicidale?

Hvad du gør, når du finder en slange i dit hus.

Når en slange kommer ind i dit hus, dræber du den. Det er normalt sådan folk heromkring gør. Men historien startede en dag, hvor jeg var ude at løbe. Da jeg kom tilbage til mit hus, var alt lyset slukket. Der var ingen hjemme. Da jeg åbnede døren og så min kat sammen med en død slange, blev jeg overrasket. Jeg tog billeder af den døde slange; så lagde jeg mig på sofaen og så lidt TV. En time efter, cirka, så jeg min kat løbe hen til døren, hen imod en ny slange. Mit første indtryk var, at min kat var ude på at slå slangen ihjel. Det ønskede jeg ikke. Jeg gik hen til døren. Slangen var meget rolig. Jeg tog billeder af den og den forsvandt ind under sofaen, men jeg havde en pind. Jeg flyttede slangen med pinden og efter en halv time tænkte jeg: "Jeg har ikke lyst til at dræbe slangen". Det er ikke slangens skyld, at den er havnet i mit hus. Overfor mit hus ligger et sted, hvor de opdrætter buffalos og folk er nødt til at brænde græsset af for at kunne fælde træerne, og det var derfor slangen nu var i mit hus. Jeg fik en ide. Jeg ville putte slangen ned i en dåse. Problemet var, at jeg kun havde en meget lille dåse. Jeg puttede slangen ned i dåsen med min pind og mine hænder. Dåsen var alt for lille til slangen, men det gjorde jeg altså. Da min mor kom hjem, blev hun meget bange for slangen; hun kan ikke lide slanger. Jeg passede på slangen. Jeg vidste ikke, om slangen var giftig, men de fleste, der så slangen sagde: "Det er en naca naca". Det er en meget giftig slange. Jeg begyndte at indsamle viden om naca nacaen og fandt ud af, at det var en coral snake. De er meget giftige. Men man skal vide, at der også findes falske coral snakes. De er ikke giftige. Den skal kendes på farverne. Jeg var bekymret for min slange. Jeg ønskede ikke, at den skulle opholde sig for længe i den lille dåse. Tæt på mit hus ligger Universidad Nacional de la Amazonia Peruana. På instituttet arbejder en masse biologer. Der tog jeg hen. Jeg mødte min nabo, en pige, på vejen derhen, men da hun så slangen, sagde hun hurtigt farvel. Ved porten ind til instituttet sagde vagten: "Hvad vil du?". Jeg svarede: "Jeg har en slange". Jeg stak dåsen med slangen op i hans ansigt. Han blev meget bange. "Vent et øjeblik; jeg ringer", sagde han. Så blev jeg lukket ind. Jeg kan ikke huske navnet på kontoret, men det var sjovt at se reaktionen fra biologerne. En af dem sagde: "Har du puttet denne slange ned i dåsen?". "Ja", svarede jeg. Vi talte om slangen. Han lod mig vide, at slangen var meget giftig, og at der ikke fandtes en modgift. Jeg efterlod slangen der, og de kørte den væk; til et reservat 27 kilometer væk. Folk spurgte: "Hvorfor gjorde du det; det var dumt?". Men jeg var aldrig i fare. Jeg udsætter aldrig mig selv for fare, og jeg var aldrig bange. Jeg er glad for, at jeg havde min kat; den spillede en vigtig rolle. Jeg ville være bange uden min kat. Mit hus er en zoo, men jeg har det godt.

/Juan Carlos, Peru.

Til de kapitalistiske, småliderlige, tsunamiinteresserede, overvægtige fans af bløde løg

Jeg ved ikke, hvorfor ingen tilsyneladende (ok, jeg aner intet om det) har fundet på den her metode til at få læsere, som er google-glade:

Fræk sex
Chaneltaske sælges billigt
Louis Vuitton
Prada
Asian teen
Anal
Holger er væk
Tsunami
Cecilie Frøkjær
Bliv sommerslank
Merethes mave
Bøf med bløde løg
Lars Bukdahl
Ib Michael vred
Russian bride
Kandis

Fissetække i varm bil

Forleden mødtes jeg med en ret smuk mand på en restaurant. Han havde en fin frakke på med store, lyseblå syninger. Hans skosnuder var hverken spidse eller afrundede - de var bare helt lige, horisontale om man vil. Han havde en lillebitte dobbelthage, men ikke for meget. Sort skjorte, sort blazer, sorte bukser, tror jeg. Han lugtede godt og havde et lyst tørklæde på. Jeg har ingen anelse om, hvad han gjorde af det under middagen, for der bemærkede jeg det ikke, men bagefter virkede det meget iøjnefaldende. Også det lugtede rigtig godt.

Først drak han en drink, som kunne være en Tom Collins. Jeg synes, det er som om, alle smarte mænd drikker Tom Collins for tiden, og så siger de et eller andet bagefter, ligesom James Bond siger "shaken not stirred", men jeg kan bare aldrig høre, hvad de siger og jeg har aldrig turdet spørge. Jeg gider ikke længere være en nørd.

Sæderne i den første drinksbar var rigtig gode, syntes jeg. Jeg flirtede lidt med tjeneren, det tror jeg ikke den flotte mand brød sig om, men jeg gjorde det også mest for at drille. Jeg drak en sød, blå drink, der ikke smagte godt. Den var dyr, så jeg drak det hele, også selvom det ikke var mig, der betalte.

Senere spiste vi tapas, mens vi opførte os ondskabsfuldt over for hinanden. Jeg sagde en masse sygelige ting og han blev mere og mere tavs. Jeg ville så gerne i seng med ham, faktisk, men det siger man jo ikke. Han var meget maskulin og spiste pænt. Meget velopdragen vil jeg sige. Jeg spurgte, om han havde lyst til at gå, at jeg kunne spise resten alene. Jeg kunne se, at han overvejede. Jeg sagde, at han lignede en, der kun kneppede modeller. Så sagde han, at jeg ikke vidste noget om ham. Han vidste åbenbart ikke, at det siger alle nu om stunder. Ingen mener, at nogen ved noget om dem. Jeg kælede for hans arm, og den var helt hård. Man kunne se hans blodårer hele vejen ned ad underarmen. Så tabte han et stykke paté på gulvet. Så blev han nervøs og lod som om, han kaldte på en hund. Så pilede servetricen hen til bordet og samlede patéen op i en serviet. Det må have været en meget ydmygende oplevelse. Jeg følte mig som en psykopatisk hærchef. Den flotte mand var ikke helt ukomfortabel nok ved situationen, vil jeg mene. Jeg lod som om hans længste finger var en gulerod. Så fulgte han mig til toget og jeg var rigtig god til ikke at kigge tilbage. I toget kunne jeg ikke slippe tanken om, at alle mænd mister lidt af deres fissetække, når de sidder i en varm bil.

Palmetorsdag

I dag kunne jeg tænke mig at være inden i en film. "Blue Velvet" eller "Wild at Heart" fx. Ja, selv "Det lille hus på prærien", faktisk. Jeg sidder i et rum, hvor der lugter af rådnende æbler. Ikke rådne æbler, men rådnende. Man kan ligefrem lugte, hvordan processen skrider frem, at det bare bliver værre og værre. Akkumulerer. En bananflue stiger op, den har gemt sig bag radiatoren.

Der er et eller andet med, at jo mere man kigger på sin telefon, jo mindre ringer den. Indimellem slukker jeg den, og så tænder jeg den igen, og så sker det faktisk, at der tikker en sms ind, som ellers ikke har kunnet finde vej. Det er meget mærkeligt, men det er grunden til, at jeg nogle gange tænder og slukker. Jeg kan godt finde på at gøre det to gange. Der er én, der ikke ringer for tiden, og jeg begriber ikke hvorfor. Til gengæld er der en anden, der lader høre fra sig til overflod. Netop ham har jeg altid ønsket mig at være i kontakt med, men nu hvor den endelig er der, kontakten, er den ikke så vigtig. Jeg svarer vredt fx, eller svarer slet ikke, for at få ham til at holde op, men indtil videre bliver han ved. Han skriver om meget ligegyldige ting, gad vide om de interesserer ham. Det kunne man håbe. Om vejret, små ting om livet, hvad man får hverdagen til at gå med, om noget nyt er sket, hvad med solen, hvad med skyerne, nu regner det. Måske jeg er glad for ham. Ellers ville hans ligegyldigheder nok ikke irritere mig. Jeg drømmer tit om ham. Senest om hans store, åbentstående mund, jeg har set på et billede taget i en bus. Den er meget erotisk. Sidst jeg lå på en solseng, forestillede jeg mig, at han rakte mig en stor stråhat og sagde noget tåbeligt og insisterede på at hente stærke drinks i strandbaren. "Du er så ung", ville jeg have sagt til ham. "Du ved ingenting om livet og dets alvorligheder". Jeg savner at ligge under en palme, mens en lille sortklædt mand peger på mig med et skydevåben.