Volvo Værelset

I morges, mens jeg tørrede hår, slog det mig, at alle smarte/delvist smarte/helt usmarte steder, hvor der høres musik, har navne sat sammen af et ord for noget, der driver noget frem/trækker noget ud + et lokale. Turbinehallerne, Saltlageret, Pumpehuset, Sukkerklubben, Gaz Station, Ridehuset. Mærkværdigt. Og endnu mere mærkværdigt, at Køkkenrullekælderen, Dieselgrotten, Volvo Værelset og Ellert Loftet stadig ikke er taget.

Coin collection

My uncle didn't leave me anything directly, but left everything to his best friend...bobby...who said we (my sister, my dad and i) could have whatever we wanted from his house.  I already asked/got an ok for his coin collection (me and charlie both collect, which i thought was a cute coincidence) and the pool table. i might ask for his suv too, since charlie backed into my car (the goofball)...but on the upside, now his insurance will pay us (me and mom) something for the car, which has damages exceeding the worth (this means that the insurance can pay mom for the car, i will own a busted trunk vehicle (that runs fine but looks halfway like a sardine can) and might get a bit extra (if they offer more than i already owe mom (i was purchasing the car from her)....funny, how life takes unexpected twists...


Alexandra, United States.

Duen; en depressiv fugl.

Okay, her er det endelige bevis på, at fugle, særligt duer, er fucked up. I månedsvis har en halvtyk og meget sløv due siddet på min vens altan. "Uhuu, uhuu", har den sagt og "brrrrrddd, bdrrrrrd". Nu er denne dukke med en snor om halsen så hængt op i hans æbletræ, og duen har fundet en anden at genere. Dér blev det for uhyggeligt for hr. Due. Men altså; hvad fuck tror den selv? Hvad er det for en verden, man lever i, hvis man tror, at dukker er suicidale?

Hvad du gør, når du finder en slange i dit hus.

Når en slange kommer ind i dit hus, dræber du den. Det er normalt sådan folk heromkring gør. Men historien startede en dag, hvor jeg var ude at løbe. Da jeg kom tilbage til mit hus, var alt lyset slukket. Der var ingen hjemme. Da jeg åbnede døren og så min kat sammen med en død slange, blev jeg overrasket. Jeg tog billeder af den døde slange; så lagde jeg mig på sofaen og så lidt TV. En time efter, cirka, så jeg min kat løbe hen til døren, hen imod en ny slange. Mit første indtryk var, at min kat var ude på at slå slangen ihjel. Det ønskede jeg ikke. Jeg gik hen til døren. Slangen var meget rolig. Jeg tog billeder af den og den forsvandt ind under sofaen, men jeg havde en pind. Jeg flyttede slangen med pinden og efter en halv time tænkte jeg: "Jeg har ikke lyst til at dræbe slangen". Det er ikke slangens skyld, at den er havnet i mit hus. Overfor mit hus ligger et sted, hvor de opdrætter buffalos og folk er nødt til at brænde græsset af for at kunne fælde træerne, og det var derfor slangen nu var i mit hus. Jeg fik en ide. Jeg ville putte slangen ned i en dåse. Problemet var, at jeg kun havde en meget lille dåse. Jeg puttede slangen ned i dåsen med min pind og mine hænder. Dåsen var alt for lille til slangen, men det gjorde jeg altså. Da min mor kom hjem, blev hun meget bange for slangen; hun kan ikke lide slanger. Jeg passede på slangen. Jeg vidste ikke, om slangen var giftig, men de fleste, der så slangen sagde: "Det er en naca naca". Det er en meget giftig slange. Jeg begyndte at indsamle viden om naca nacaen og fandt ud af, at det var en coral snake. De er meget giftige. Men man skal vide, at der også findes falske coral snakes. De er ikke giftige. Den skal kendes på farverne. Jeg var bekymret for min slange. Jeg ønskede ikke, at den skulle opholde sig for længe i den lille dåse. Tæt på mit hus ligger Universidad Nacional de la Amazonia Peruana. På instituttet arbejder en masse biologer. Der tog jeg hen. Jeg mødte min nabo, en pige, på vejen derhen, men da hun så slangen, sagde hun hurtigt farvel. Ved porten ind til instituttet sagde vagten: "Hvad vil du?". Jeg svarede: "Jeg har en slange". Jeg stak dåsen med slangen op i hans ansigt. Han blev meget bange. "Vent et øjeblik; jeg ringer", sagde han. Så blev jeg lukket ind. Jeg kan ikke huske navnet på kontoret, men det var sjovt at se reaktionen fra biologerne. En af dem sagde: "Har du puttet denne slange ned i dåsen?". "Ja", svarede jeg. Vi talte om slangen. Han lod mig vide, at slangen var meget giftig, og at der ikke fandtes en modgift. Jeg efterlod slangen der, og de kørte den væk; til et reservat 27 kilometer væk. Folk spurgte: "Hvorfor gjorde du det; det var dumt?". Men jeg var aldrig i fare. Jeg udsætter aldrig mig selv for fare, og jeg var aldrig bange. Jeg er glad for, at jeg havde min kat; den spillede en vigtig rolle. Jeg ville være bange uden min kat. Mit hus er en zoo, men jeg har det godt.

/Juan Carlos, Peru.